Menu

Referat af generalforsamlingen 2024

image
Peter Svendsen
25. april 2024 kl. 09:04

KFUMs Boldklub – Ordinær generalforsamling – Mandag den 18. marts 2024

Referat

a) Valg af dirigent.

Flemming Gutheil (herefter dirigenten) vælges til dirigent.

Dirigenten konstaterer, at generalforsamlingen er lovligt indvarslet og dermed beslutningsdygtig.

b) Aflæggelse af beretning for det forløbne år.

Peter Svendsen (herefter formanden) aflægger beretning på bestyrelsens vegne.

Beretningen er gengivet nedenfor i sin helhed.

Citat:

Beretning

Afdøde medlemmer

Igen i år vil vi indlede generalforsamlingen med at mindes de medlemmer, der er døde siden den foregående generalforsamling. I år skal vi mindes Svend Jensen, Ole Blom Christensen og Arne Thomsen.

Svend Jensen

Svend spillede på førsteholdet i KFUMs storhedstid i 1950erne og 1960erne. Han spillede 108 førsteholdskampe som målmand. I forbindelse med Boldklubbens 100års jubilæum, blev Svend udvalgt som 1960ernes bedste målmand. Svend Jensen blev 88 år.

Ole Blom Christensen

Ole Blom var siden drengeårene et trofast medlem af KFUMs Boldklub. Ole Blom gjorde sig mest bemærket som linjedommer på FIFA-niveau. Ole Blom havde adskillige kampe på udenlandske arenaer, herunder en kamp på Wembley Stadion i London. – Heldigvis var han dog ”ikke for fin” til også at hjælpe sin egen klub, når Gammelmandsholdene selv skulle skaffe dommer til sine hjemmekampe. Ole trådte gerne til, når klubben kaldte på dommerhjælp. Ole Blom blev 69 år.

Arne Thomsen

Arne var en rigtig KFUM-klub-mand. Man kunne regne med Arne. Han var altid positiv og et godt eksempel for andre. Arne var én man havde respekt for. Arne spillede både fodbold og håndbold. Han har spillet 2 førsteholdskampe på fodboldholdet, da KFUM spillede divisionsfodbold. Arne gjorde sig endnu bedre på håndboldholdet, hvor han i mange år deltog på førsteholdet blandt andet sammen med Erik Henriksen, Asger Nørklit og Jørgen John Larsen. Arne spillede også gammelmandsbold – både fodbold og håndbold. I de sidste år som aktiv spillede Arne badminton på fredagsholdet. Arne skal også huskes for de mange gode festsange, han skrev til klubbens forskellige KFUM-arrangementer. Arne blev 86 år.

Lad os rejse os op og sammen mindes vores afdøde kammerater med et øjebliks stilhed.  

Tak til Vagn Christensen

Tak til Vagn for at levere mindeord om vores afdøde medlemmer

Og så vil vi gå over til selve beretningen

-----

Forbedrede faciliteter i Emdrup

1. Kunstbane til 11mandsfodbold

  • Ny kunstbane med lys til 11mandsfodbold blev indviet i efteråret 2023
  • Det er en meget stor forbedring for Boldklubben
  • Vi kan meget lettere få plads til træninger og kampe i perioden fra november til april, hvor vores græsbaner ikke kan benyttes
  • Vi har nu mulighed for at spille 11mandsfodbold i Emdrup året rundt

2. Fitness udstyr til Styrkeslottet

  • Vi har brugt en del af de arvede midler til indkøb af nyt træningsudstyr
  • Udstyret er til stor gavn for Boldklubbens medlemmer og for medlemmer af andre af Centralforeningens afdelinger

3. Renovering af saunaen

  • Der er kommet godt gang i brugen af den renoverede sauna
  • Vi brugte nogle af de penge vi arvede for nogle år siden til at få renoveret saunaen

4. Informationstavler i Emdrup

  • Vi har opsat to elektroniske informationstavler i klubhuset
  • Tavlerne spiller sammen med DBUs informationsplatforme
  • Vi kan informere medlemmer, forældre og udehold om træninger og kampe
  • Vi kan eksponere vores sponsorer
  • Der mangler lidt Internetbåndbredde, før det er helt på plads

5. Veokameraer

  • Det er begyndt at fungere rigtig godt med de indkøbte Veokameraer
  • Vi kan optage kampe til kampanalyser

6. Storskærm i bestyrelseslokalet i kælderen

  • Vi har opsat storskærm i kælderen
  • Skærmen kan blandt andet bruges til taktikmøder og kampoplæg

7. Café Parken

  • Vi bliver nødt til at fremhæve en enkelt bekymrende sag
  • Café Parkens forpagter holder op
  • Mange tak fra Boldklubben for en flot indsats
  • Nykker og Christina har være et rigtigt godt samlingspunkt for mange medlemmer
  • Så mange tak - Vi håber, at Centralforeningen kan få en god aftager

Boldklubben fylder 125 år i 2024

1. Forberedelser

  • Den 4. juni 2024 fylder Boldklubben 125 år
  • Vi er i fuld gang med forberedelserne

Organisering af Boldklubben

1. Gruppeledere

  • Boldklubben er nu opdelt i 10 grupper
  • Hver gruppe skal have en gruppeleder
  • Man er typisk gruppeleder for tre årgange og begge køn
  • Vi er ved at være i mål med at besætte posterne som gruppeledere

Øretæve fra Skat – Tillægskontrakter

1. Omkostningsgodtgørelser ikke godkendt

  • Skat har gennemgået vores udbetalinger gennem en årrække
  • Først bad Skat om dokumentation for 2022. Det år var forholdene stort set i orden.
  • Så bad Skat om dokumentation for 2020 og 2021. Det var i disse år Skat fandt, at nogle trænere ikke havde betalt tilstrækkeligt i skat
  • Skat har konkluderet, at vi over en periode på tre år har udbetalt over 900.000 i omkostningsgodtgørelser, som trænerne burde have være behandlet som skattepligtig løn

2. Tillægskontrakter

  • Boldklubben har skrevet tillægskontrakter med en række trænere og ledere for af afhjælpe trænernes skyldige skat
  • Tillægskontrakterne giver trænere mulighed for at arbejde ekstra for KFUM, mod at trænerne får mulighed for at tjene penge til betaling af udestående skat

Fodboldfaglige tiltag – Endnu bedre tilbud – Flere medlemmer

1. Samarbejde med DBU København – Get Movin

  • KFUM ønsker at deltage i DBU-initiativet, ”Get Movin´”.
  • Formålet er kønslig ligestilling og at tiltrække flere piger til KFUM.
  • Hvis vi kommer med i DBU´s initiativ, kan vi lettere komme med i et kommunalt projekt om pigefodbold.
  • Det bliver blandt andre unge kvindelige ledere, der skal præsentere KFUM i arbejdet med kommunen Hvis vi kommer i betragtning, vil vi modtage midler til løn på 100.000 kr. pr. år i tre år

2. Bevilling fra DIF/DGIs Foreningspulje

  • KFUM har netop fået en bevilling på 29.000 kr. fra puljen
  • Beløbet skal bruges til rekruttering af flere medlemmer
  • Vores rekrutteringsmetoder skal forbedres
  • Vi vil fokusere mere på eksponering gennem sociale medier
  • Vi vil producere klubvideoer
  • Vi vil få undervist frivillige i annoncering gennem sociale medier

3. Etablering af ungtræner miljø

  • Vi er i fuld gang med at skabe et godt og udviklende miljø for unge trænere
  • De unge trænere får tilbudt en række DBU-trænerkurser
  • Ofte afvikles kurserne i KFUM

4. Samarbejde med FCK

  • Vi har indledt et samarbejde med FCK
  • Samarbejdet går blandt andet ud på øget kvalitet i træninger

5. Disney – Play - Makers

  • Initiativet går ud på at tiltrække piger i alderen 5 til 8 til fodbold

6. Børge Hansen Cup

  • For nogle år siden arvede Boldklubben en større millionformue
  • Arven blev etableret for at mindes Børge Hansen
  • I mindet om Børge Hansen afholder vi hvert år i august et stort internt stævne for alle medlemmer af Boldklubben

7. Fodboldrejser

  • Der er ved at komme godt gang i fodboldture for ungdomshold

8. Jægersprislejren

  • Der er stor efterspørgsel efter weekender og Sommerlejr i KFUMs Sommerlejr
  • Vi glæder os til at genopbygningen efter branden er færdig

9. Opsamling – Den daglige træning og kampledelse

  • Vi har nævnt en række tiltag – Hermed en opsamling
  • Overordnet set ønsker vi fortsat kvalitetsudvikling i det fodboldfaglige miljø
  • Dette skal opnås gennem tilknytning af gruppeledere, udbygning af vores ungtrænermiljø, kurser og samarbejde med kommunen, DBU København og FCK

 

Fodbold – Tilbagegang for Boldklubbens flagskibe

1. senior herrer

  • Holdet er rykket ud af Danmarksserien og ned i Københavnsserien

1. senior damer

  • Damerne rykkede i foråret op fra serie 1 til Københavnsserien
  • Desværre bød efteråret på nedrykning fra Københavnsserien og ned i serie 1

Det var årets beretning

Citat slut

-----

Generalforsamlingens kommentarer til beretningen.

Lars Gudme

Lars henleder opmærksomheden på ordningen Supermålaktier, som ikke længere er aktiv. Lars spørger dels om årsagerne til, at ordningen ikke længere er aktiv og dels er det Lars opfattelse, at bestyrelsen har givet udtryk for, at ordningen skulle fortsætte med en anden leder af ordningen (Lars har været leder af Supermålaktier de seneste år).

Formanden

Peter takker Lars for en meget sober kritik og gør opmærksom på, at bestyrelsen ikke kan eller vil behandle personspørgsmål på en generalforsamling. Derfor får generalforsamlingen ikke et svar på, hvorfor ordningen ikke længere er aktiv med Lars som leder af ordningen. Peter kan ikke huske, at bestyrelsen har givet udtryk for, at ordningen skal fortsætte.

Vagn Christensen

Vagn opfordrer til, at det overvejes at genindføre ordningen med Supermålaktier

Vagn Christensen

Vagn spørger om det aktuelle medlemstal fordelt på grupper.

Carsten Ankerdal

Carsten har tallene, da Peter har sendt dem til Carsten til brug for Vennernes generalforsamling. Tallene er; Børneforbold 195 (en stigning på 35 i forhold til året før). Ungdomsfodbold 80 (et fald på 12), Seniorfodbold 159 (uændret), Gammelmandsfodbold 102 (et fald på 24). I alt 536 (et fald på 1).

Torben Makker Marcussen

Makker spørger om der er gjort tanker vedrørende ny forpagter i Café Parken (de nuværende forpagtere har opsagt deres forpagtning til sommeren 2024).

Thomas Sørensen (næstformanden og medlem af Centralforeningens forretningsudvalg)

Thomas svarer, at det er Centralforeningen, der står for arbejdet vedrørende en kommende forpagter. Der er vist interesse fra en person vedrørende overtagelse af forpagtningen. Centralforeningen sætter forpagtningen i udbud for at flere skal have mulighed for at byde ind på forpagtningen. Københavns Kommune ønsker at forpagtningsafgiften sættes væsentligt i vejret. Centralforeningen er meget imod denne stigning, da det i forvejen er vanskeligt at få idrætscafeer til at løbe rundt og fordi det er vanskeligt at få forpagtere til cafeerne. Centralforeningen kæmper hårdt og får hjælp af en advokat. Café Parken er en meget høj prioritet for Centralforeningen.

Vagn Christensen

Vagn åbner for muligheden for, at KFUM kan støtte Café Parken økonomisk. Måske i størrelsesordenen 1.000 – 2.000 kr. pr. måned.

Lars Gudme

Lars spørger om Supermålaktierne er lukket permanent.

Formanden

Peter svarer, at bestyrelsen ikke har taget stilling til dette.

Dirigenten

Dirigenten opsummerer, at der er en interesse for at det overvejes at genoptage ordningen med Supermålaktier.

 

c) Behandling af revideret regnskab for det foregående regnskabsår.

Peter Svendsen gennemgår årets hovedtal

Peter beklager indledningsvis, at Boldklubbens regnskab for 2023 endnu ikke er færdigrevideret og at revisoren derfor ikke er helt færdig med Årsrapporten for 2023. Som følge deraf er Årsrapporten derfor ikke underskrevet af bestyrelsen endnu. Forsinkelsen skyldes, at Boldklubbens bogholder fik konstateret kræft ved årsskiftet og derfor skulle igennem en operation og en kort restitutionsperiode. Revisoren har fremsendt resultatopgørelsen for 2023 samt balancen pr. 31. december 2023 til Peter. Nævnte papirer runddeles til de fremmødte og Peter gennemgår hovedtallene.

Resultatet blev negativt med 267.857 kr. På indtægtssiden er kontingentindtægterne steget med 4 procent fra 2022 til 2023. På udgiftssiden er lønudgifterne steget med 19 procent og udgifter til omkostningsgodtgørelser er steget med 44 procent. I 2022 havde vi ingen udgifter til baneleje, i 2023 udgjorde udgifterne til baneleje 99.261 kr. Egenkapitalen faldt med årets negative resultat og var på 5.316.415 kr. ved årsskiftet.

Generalforsamlingens kommentarer til regnskabet

Vagn Christensen

Vagn finder det beklageligt at regnskabet ikke er færdigrevideret. Specielt på baggrund af at egenkapitalen er faldet.

Poul Damgaard

Poul ønsker en forklaring på aktivernes sammensætning.

Formanden

Peter svarer, at aktiverne er en blanding af likvide beholdninger, noterede aktier og obligationer.

Poul Damgaard

Poul foreslår en ekstraordinær generalforsamling, når regnskabet er færdigrevideret og revisorens Årsrapport er færdig og underskrevet. Poul ønsker en detaljeret oversigt over aktivernes sammensætning på den ekstraordinære generalforsamling.  

Dirigenten

Flemming foreslår en ekstraordinær generalforsamling, når Årsrapporten er færdig.

Formanden

Peter tilslutter sig og vil indkalde, når Årsrapporten er færdig.

Vagn Christensen

Vagn spørger hvor mange personer, der får løn eller omkostningsgodtgørelse. Vagn problematiserer udgifterne set i forhold til, at medlemstallet ikke er steget nævneværdigt.

Asbjørn Wulff Helge (fodboldlederen)

Asbjørn svarer, at knap 50 personer får løn eller omkostningsgodtgørelse. Fodboldlederen hæfter sig ved, at de seneste år har budt på stigninger i børnefodbold og at Boldklubben har fået flere medlemmer blandt de ældste drenge i ungdomsfodbold. Mens det samlede antal medlemmer er uændret, er der sket en forskydning fra senior og gammelmands over til børn og unge. Forskydningen skal gerne sikre, at KFUM vokser på længere sigt.

 

d) Behandling af indkomne forslag.

Dirigenten

Dirigenten konstaterer, at der ikke er indkommet forslag til behandling.

 

e) Valg af bestyrelse.

Dirigenten nævner de tre bestyrelsesposter, næstformand, administrativ leder og fodboldleder, der skal besættes i henhold til Boldklubbens vedtægter. Dirigenten nævner, at bestyrelsen forslår valg af Thomas Sørensen som næstformand, Malene Elm Pedersen som administrativ leder og Asbjørn Wulff Helge som fodboldleder. Alle kandidater vælges uden modkandidater.

Bestyrelsens sammensætning efter generalforsamlingen 2024

Nr.

Bestyrelsespost

Person

Periode

1

Formand

Peter Svendsen

2023 – 2025

2

Næstformand

Thomas Sørensen

2024 – 2026

3

Administrativ leder

Malene Elm Pedersen

2024 – 2026

4

Fodboldleder

Asbjørn Wulff Helge

2024 – 2026

5

Aktivitetsleder

Abdinasir Ismail

2023 – 2025

 

f) Eventuelt

Jack Fravn

Jack ønsker mere stof på hjemmesiden. Jack ønsker specielt, at man kan følge førsteholdet på hjemmesiden

Vagn Christensen

Vagn er på linje med Jack. Vagn uddyber med at nævne, at der kun er meget få nyheder på hjemmesiden.

Formanden

Peter nævner, at fodboldklubbernes hjemmesider generelt, i hovedsagen, bruges til indmeldelser og udmeldelser samt til overordnede oplysninger om kontaktpersoner, træningstider mv.

Den administrative leder

Emil nævner, at mange af holdene i Boldklubben, herunder førsteholdet, har deres egne sider på Facebook.  

---

Afrunding

 

Tak til afgående bestyrelsesmedlem, Emil Lavard Munksgaard

Formanden takker Emil Lavard Munksgaard, afgående administrativ leder for arbejdet i bestyrelsen

Citat

Inden generalforsamlingen slutter helt, skal vi sige tak til Emil Lavard Munksgaard. Munksgaard kom i bestyrelsen på generalforsamlingen i marts 2019 og har altså siddet i bestyrelsen i 5 år. Der er sket store fremskridt i de 5 år., Munksgaard har stået i spidsen for KFUMs administration. Munksgaard har kvalificeret administrationen på en række punkter; medlemmer og andre interesserede kan nu stille spørgsmål via KFUMs hjemmeside og administrationen besvarer spørgsmålene via en Facebook-facilitet. I det hele taget har Munksgaard været god til at udnytte, at forskellige medier kan ”spille sammen”, medier som KlubOffice, hjemmesiden og andre DBU-platforme. Der er opbygget et sponsormodul, hvor KFUMs sponsorer kan blive eksponeret på hjemmesiden og på de nye informationsskærme. Vi har haft gavn af at have en IT-nørd i bestyrelsen. Munksgaard har generelt udviklet administrationen; for eksempel har administrationen nu lært at sætte stof på hjemmeside. Administrationen har også fået DBU-undervisning i KlubOffice’ økonomidel. Munksgaard har stået i spidsen for at få opsat informationsskærme i støvlerummet og i rummet uden for Café Parken. KFUM er generelt blevet opdateret med moderne hjælpemidler; vi har fået VEO-kameraer, så vi kan optage kampe mv., og vi har fået opsat storskærm i bestyrelseslokalet i kælderen. En stor tak til Munksgaard for en flot indsats for KFUM.

Citat slut

Formanden takker Flemming Gutheil

Tak for at du tog dig tid til at lede generalforsamlingen igen i år. Tak for indsatsen til Flemming

Dirigenten lukker generalforsamlingen

Flemming Gutheil lukker generalforsamlingen.

___

 

Dato              /                    2024                                    Dato             /                     2024

 

_____________________________                             ______________________________

Peter Svendsen, referent                                             Flemming Gutheil, dirigent

 

 

 

 

Luk