KFUM fightede et point med hjem fra Bornholm
Det blev 2-2 efter flot fight og megen drama i Rønne, hvor en velspillende outsider satte gang i målscoringen, og Kasper Sort klarede et straffe.
Set af Poul Damgaard
På forhånd var træner Per Hansen klar til at sælge udekampen mod Rønne for et uafgjort resultat. De to hold ligger tæt op ad hinanden på Københavnsseriens 5. – og 6. plads, men KFUM var ramt af adskillige afbud til lørdagskampen på Bornholm.
Det gav bl.a. plads til et helt nyt backpar, bestående af Emil Vestergaard Jensen, der har enkelte 1.holdskampe bag sig, og Daniel Søndergaard, 20-årig morsingbo, der i år kommet til KFUM efter hidtil at have spillet for barndomsklubben FLUIF ved Nykøbing Mors. Daniel fik spilletid i en pokalkamp, men var denne gang for første gang med fra start.
Den nye forsvarskonstellation klarede alt i alt udfordringen fint, og i det hele taget var det på grundlag af en solid og kampvillig holdindsats, at KFUM’erne kunne drage fra solskinsøen med det ene point, som var trænerens succeskriterium.
Specielt i første halvleg stod udeholdet godt med solid opdækning bagude, stor arbejdsindsats på midtbanen og med veloplagte Brian Jensen helt fremme som en evig trussel mod Rønne-forsvaret.
Malte Larsen og Brian Jensen havde nærgående skudforsøg, inden KFUM efter en godt en halv times spil bragte sig foran. Emil Vestergård huggede med venstrebenet et frispark fra højre side hårdt ind i feltet, hvor Mikkel Madsen med et kragehop på èn gang undgik at blive ramt af bolden og samtidig fikserede både forsvar og Rønne-keeper så meget, at bolden strøg i nettet.
Rønne havde og et par nærgående afslutninger inden pausefløjtet, men KFUM’s føring holdt, og KFUM’erne kunne fortrøstningsfuldt tage fat på de sidste 45 minutter med 1-0-føringen i ryggen.
Den holdt imidlertid ikke længe, for bornholmerne kom åbenbart ud til anden halvleg med ny inspiration. Allerede efter et minuts spil gav det bonus, da KFUM-forsvaret blev overspillet med nogle smarte, snævre kombinationer, som fuldendtes med en udligning, hvor Kasper Sort i første omgang parerede, men riposten blev sat ind.
Rønne sad ildevarslende godt på spillet det første kvarters tid af denne anden halvleg, og det blev også til et straffespark, da Daniel Søndergaard efter dommerens mening hårfint kantede en Rønne-angriber i feltet. Kasper Sort var imidlertid også i denne situation vågen på sin post i KFUM-målet og afværgede med en flot redning en føring til hjemmeholdet. Lige efter var den gal igen ved KFUM-målet, men en Rønne-angriber huggede i helt fri position en kæmpechance højt over mål.
KFUM’erne lod sig ikke slå ud af bornholmernes offensive start på de sidste 45 minutter, men fightede sig tilbage i kampen. Og 17 minutter ind i halvlegen gav det udbytte, da Brian Jensen ved et hjørnespark udnyttede sin stærke fysik til efter et par contraer at hugge bolden i kassen fra èn meters afstand. 2-1 til KFUM, som imidlertid hurtigt blev svækket i forsvaret af føringen, da Mikkel Madsen fik gult kort og dermed ti minutters udvisning efter en tackling,hvor han fik manden, men ikke bolden. Dommeren satte yderligere gang i kortspillet, da Tommy Rønning og en Rønne-spiller kort efter samtidig fik gult efter en indbyrdes batalje.
KFUM’erne fightede videre, og Brian Jensen havde et behjertet skudforsøg forbi mål, og var centimeter fra at blive spillet fri af Malte Larsen under et hurtigt contrangreb.
Og så fik Rønne alligevel udlignet med et kvarters spil igen, med et fladt velplaceret skud. 2-2 holdt kampen ud, og det samme gjorde den dramastemning, som havde rejst sig i løbet af anden halvleg. Den gav sig udtryk i endnu et gult kort til Mikkel Madsen, som efter dommerens mening kommenterede dennes kendelser, eller mangel på samme, lovlig meget. Og da store Madsen i forvejen havde fået ét gult kort, så blev to gange gult til rød kort og en udvisning med efterfølgende karantæne til KFUM’s forsvarsklippe!
Begge hold kan finde argumenter for at ærgre sig over at gå glip af sejren, men overordnet set var uafgjort ikke helt dårligt for nogen af holdene. Per Hansen havde ros til sit hold for en fin indsats på Bornholm. Og så kunne målscorer Emil Vestergaard Jensen tage fiduselgen med sig hjem efter en overbevisende indsats, både defensivt og offensivt, på venstre flanke.
Mod kampens slutning gav KFUM spilletid til en ægte debutant, da 19-årige Søren Kristensen, et talent af klubbens egen avl, kom på banen og var med til at fighte det ene point hjem.
KFUM’s holdopstilling:
Kasper Sort, Daniel Søndergaard, Kasper Hansen, Mikkel Madsen, Emil Vestergaard Jensen, Asbjørn Helge, Malte Larsen, Peter Rønning, Tommy Rønning, Frederik Baarts og Brian Jensen. Indskiftere: Victor Flyvholm, Sebastian Larsen og Søren Kristensen.