Menu

Frispark blev KFUM’s skæbne

image KFUM’s midterforsvar, Jacob Skaaning og David Jacobsen, har lige her situationen under kontrol.
Poul Damgaard
20. oktober 2015 kl. 00:37
Prespa scorede alle sine tre mål på dødbolde i 3-1 sejren over KFUM.

Trænerduoen Jesper Mathiesen og Kim Michelini følger slagets gang fra spillerboksen.

 

Set af Poul Damgaard

 

På tre frisparksbolde afgjorde FK Prespa kampen mod KFUM til sin fordel. Det skete efter en tempofyldt og ganske underholdende kamp, med vekslende kvalitet i spillet, på denne grå efterårslørdag i Emdrupparken.

Prespas første scoring faldt efter 14 minutters spil. Et frispark fra små 20 meters afstand blev skruet uden om KFUM-muren og ind ved nærmeste stolpe. Keeper Kasper Sort måtte nøjes med at have en hånd på bolden, inden den fortsatte ind i netmaskerne, og samspillet mellem Kasper, der gjorde come back efter en skadespause, og muropdækningen så ikke helt optimalt ud i den situation.

 

KFUM’erne kæmpede fortrøstningsfuldt videre, og det gav bonus midt i halvlegen; også ved en dødbold. Et veltimet hjørnespark fra Tobias Tulle Rossen blev i første omgang ekspederet mod mål af Malte Larsen, men pareret, men på riposten var Frederik Baarts på pletten og sparkede kuglen i nettet.

 

Spillet bølgede jævnbyrdigt frem og tilbage i denne periode. Peter Rønning var igen tæt på scoring for KFUM, men måtte se Prespa-keeperen parere med en lynsnar fodreaktion, og på samme måde kunne både Malte Larsen og Zuni Trosborg se målmanden afværge deres afslutninger.

 

Kasper Sort diskede op med en pragtredning, inden han i halvlegens sidste minut på ny måtte kapitulere over for et frispark. Det blev begået ude ved sidelinjen af Frederik Teissøe, der som kvittering måtte indkassere et gult kort og dermed ti minutters udvisning. Frisparksbolden fik lov til at ramme jorden på vej mod målet, inden den blev snittet af en Prespa-spiller og snød keeper Sort, så udeholdet kunne gå til pausen med en 2-1 føring.

Den forsvarede holdet solidt gennem en anden halvleg, hvor KFUM’erne havde svært ved at komme til afslutninger, mens gæsterne forekom en anelse skarpere. Det blev til et skud på stolpen, inden den tredje frisparksscoring blev en realitet godt midtvejs denne anden spilleperiode. Og denne gang var både forsvar og målmand i hvert fald sagesløs, da frisparket, begået lige uden for 16-meter feltet, blev hamret knaldhårdt op i målhjørnet.

 

For KFUM havde Zuni Trosborg, der denne gang startede inde som frontløber på bekostning af Tommy Rønning, sit holds bedste forsøg, men måtte nøjes med at være tæt på at overliste Prespa-målmanden med et hovedstød.

 

Mod kampens slutning så Jacob Skaaning gult og indkasserede hjemmeholdets anden 10-minutters udvisning. Så KFUM’erne måtte nøjes med at være bedst i kortspillet, mens Prespa drog hjem med alle tre point. Hermed konsoliderede holdet sin tredjeplads i Københavnsserien, mens KFUM kan finde sig selv under midterstregen.

 

Fiduselgen som bedste KFUM’er gik til slidstærke Christian Bendsen i konkurrence med midtbanekollegaen Malte Larsen.

 

KFUM’s holdopstilling: Kasper Sort, Frederik Teissøe, Jacob Skaaning Jacobsen, David Jacobsen, Nicolai Moustgaard, Daniel Søndergaard, Tobias Tulle Rossen, Malte Larsen, Peter Rønning, Frederik Baarts og Zuni Trosborg. Indskiftere: Christian Bendsen, Tommy Rønning og Emil Falk Knudsen.

Luk