Menu

U15 piger på efterårsferie-tur til Sverige

image Birgitte var holdets fysioterapeut og fik tapet mange knæ op!
22. oktober 2015 kl. 23:27

Efter holdets dejlige tur til Amsterdam i påsken – var pigerne ivrige efter at komme afsted igen!

Holdet blev tilmeldt ”Quality Hotel Cup” i Vänersborg, 1 times kørsel fra Göteborg, ved Väneren, og tog afsted fredag formiddag d. 16/10.

Alle hold denne weekend var U15 piger og drenge og alle blev indkvarteret på hoteller i området. I pigerækken var der 3 norske hold, os fra Danmark og resten svenske hold!

Vi ankom til hotellet om eftermiddagen, og de 13 piger blev fordelt på 4 værelser.

Første kamp var allerede denne første aften kl. 21! – Det blev noget af en mundfuld, hvor pigerne mødte et stærkt spillende hold fra Stockholm (vandt også turneringen) – som udover at ankomme i flot ens træningstøj, OGSÅ kørte i klubbens egen tur-bus... (Svendsen; sådan en ønsker pigerne sig....!) Kampen endte 0-5.

Næste kamp var allerede næste morgen kl. 9, hvor det desværre også var et stærkt spillende hold fra Vänersborg IF, 0-4. – Alle tilmeldte hold var 1-2 årgange ældre end os, så der var også fysikken til forskel.

Om eftermiddagen mødte vi et svensk hold, som matchede os godt – men desværre 0-1. – Den sene kamp kl. 20 var en meget lige kamp mod et norsk hold, og vi havde mange chancer. 5 minutter før tid scorede Nadia på flot hovedstød og vi VANDT 1-0! – Stor glæde, og dejlig lørdag aften blev der, hvor pigerne kunne hygge sig sammen på 5-mands værelset på hotellet.

Placerings-kampen søndag ved middagstid mod et svensk hold endte desværre 0-2, så derefter gik turen hjemad. – Hjemme igen i KFUM kl. 21.30 kørte pigerne i de 3 biler syngende ind i klubben.

Super piger at være afsted med. Trænerne Ronald og Jens var stolte over pigerne, både for deres tilgang til sådan en tur, hvor det sociale er i høj kurs, men også over hvor mange der får rykket sig spillermæssigt!

Tak til Birgitte (Nadia’s mor), som var med som 3. leder/chauffør – for at være holdets fysioterapeut, og for de mange knæ hun fik tapet op!

Pigerne vil gerne afsted igen næste år: ”Så er vi de ældste...”

 

Se billeder fra turen under GALLERI

Luk