Menu

Ærgerlig start på sæsonen

image
Poul Damgaard
28. marts 2016 kl. 17:54
Selve indsatsen godkendt, men HB scorede det enlige mål i jævnbyrdig match.

Set af Poul Damgaard

 

 

FUM’s københavnsseriehold kom et betænkeligt skridt nærmere bundpladserne, da holdet i sæsonpremieren måtte se sig slået 1-0 af HB. Det skete i en jævnbyrdig kamp på den forblæste kunstgræsbane ved Mimersparken, der fungerede som KFUM’s hjemmebane, da græsbanerne i KFUM-parken først frigøres til brug efter påske.

 

KFUM’erne ærgrede sig med rette over ikke at have fået point ud af matchen. Hjemmeholdet indledte kampen med brask og bram, og en arbejdsom Malte Larsen var tæt på at bringe sit hold foran. Først fik han et skud fra nært hold blokeret til hjørnespark af en forsvarer, og lidt efter var han endnu tættere på scoring, da han opfangede en tilbagelægning, vippede bolden over HB-keeperen, men måtte se den tage ydersiden af stolpen.

 

KFUM’erne fortsatte de gode takter med pågående spil og flere angreb, der var tæt på at blive omsat til målchancer. Ofte med debutanten Kasper Urwald i en central rolle på venstrekanten, hvor han med udfordrende speed satte HB-forsvaret under pres. Men generelt blev det nu en noget chancefattig kamp. HB overvandt KFUM’ernes lovende start, men kom altså ikke til mange store tilbud. Og når det skete, var Kasper Sort i KFUM-målet oppe på tæerne, som da han lynsnart smed sig til venstre og fik afværget et skud fra få meters afstand. Det skete midt i anden halvleg, men med et kvarter igen faldt så kampens enlige scoring. Kasper Hansen kom for skade at kante en HB-angriber lige uden for straffesparkfeltet – i hvert fald ifølge dommeren, som under KFUM’ernes forgæves protester dømte frispark fra en for gæsterne særdeles fordelagtig position. Med den ret stærke blæst i ryggen udnyttede HB chancen til flot at knalde kuglen over KFUM-muren og op i det fjerneste målhjørne.

 

KFUM’erne viste god moral ved til det sidste at kæmpe for udligning. Hjulpet på vej af en ti minutters udvisning til HB pressede de kampen ud hårdt på, men det lykkedes ikke at trænge afgørende gennem HB’s forsvarsmur, selv om det blev til adskillige hjørnespark og andre indlæg og skud, der blev blokeret.

 

KFUM-truppen var ramt af en del skader og afbud. Blandt andet er anfører David Jakobsen ude i længere tid efter en forvridning under træningen. På plussiden tæller debuten til Kasper Urwald. Han har haft sin drengetid i klubben, men har været omkring andre klubber og har senest spillet i Virum, inden sin tilbagevenden til KFUM. Kasper er 21 år og puster således nyt, ungt blod ind på holdet.

 

Det gjorde mod HB også U-19 spilleren Mathias Petersen. Han er blot 17 år og kom midt i anden halvleg på banen til sin debut på KFUM’s førstehold, hvor han kæmpede godt på midtbanen.

 

Fiduselgen gik til midterforsvarer Mikkel Madsen, som både gjorde det solidt i defensiven og bidrog med konstruktivt spil frem ad banen.

  

Træner Jesper Mathiesen ærgrede sig ligesom spillerne over, at der ikke kom point ud af indsatsen. Ærgrelsen gik ikke mindst på det frispark, som førte til scoringen, og hvor Jesper i hvert fald var meget uenig i dommeren – som derudover i øvrigt får ros får en god ledelse af kampen.

 

Jesper har trods nederlaget også ros til sine spillere: ”De gjorde, hvad de kunne, og der blev til tider også vist rigtig godt spil”, opsummerer han. Og ser så frem til anden påskedags udekamp mod Frem.

 

KFUM’s holdopstilling: Kasper Sort, Jakob Skaaning Jakobsen, Mikkel Madsen, Kasper Hansen, Nader Salim, Asbjørn Helge, Christian Bendsen, Tobias Rossen, Malte Larsen, Zuni Trosborg og Kasper Urwald. Indskiftere: Tommy Rønning, Daniel Søndergaard og Mathias Petersen.

 

 

Luk