Menu

Indlæg fra formanden til Københavns Kommune

image
16. september 2016 kl. 11:07

Nedskæringer i det kommunale medlemstilskud vil gå hårdt ud over børn og unge i Københavns Kommune 

De københavnske lokalpolitikeres planer om at fjerne medlemstilskud til børn og unge med bopæl uden for Københavns Kommune vil ramme den københavnske ungdom hårdt. 

KFUMs Boldklub (fodbold) vil kraftigt advare mod planerne om at reducere medlemstilskuddet til børn og unge i de frivillige foreninger i Københavns Kommune. KFUM ligger i kommunens nordlige del lige op til kommunegrænserne til Gentofte Kommune og til Gladsaxe Kommune. For mange børn og unge, i vores nabokommuner, er KFUM den nærmeste fodboldklub. Børn fra nabokommunerne bruger de frivillige foreninger i Københavns Kommune. Og der er sandsynligvis endnu flere børn og unge fra Københavns Kommune, der benytter de frivillige foreninger uden for Københavns Kommune. 

I KFUMs Boldklub har vi knap 400 medlemmer under 25 år. Lidt mere end 39 procent af disse medlemmer bor uden for Københavns Kommune. Det vil skade vores frivillige arbejde betydeligt, hvis vi skal have 39 procent mindre i medlemstilskud. Med de satser, der er gældende i 2016, vil nedskæringen betyde et fald i medlemstilskud på over 50.000 kr. for KFUMs Boldklub. 

KFUM – En klub for børn og unge fra helt forskellige miljøer 

KFUM lever helt op til overborgmesterens udtalte ønske om, at de københavnske bymiljøer skal fremstå som værende mangfoldige. Vi har børn fra københavnske ghettoer og vi har børn og deres forældre fra ressourcestærke familier og kvarterer. Dette er en kæmpe styrke. Det er ofte ressourcestærke forældre der er holdledere og trænere i KFUM. De er dels holdledere og trænere for deres egne børn, men også for en masse børn fra belastede kvarterer i København. Kommunale nedskæringer vil ramme de dårligst stillede børn hårdt. 

Synes de københavnske politikere at foreningernes frivillige arbejde med børn og unge er for dyrt? 

I KFUMs Boldklub er vi omkring 80 - 90 frivillige trænere og ledere for knap 400 lokale, fodboldinteresserede børn og unge. Hvis de frivillige skulle have løn, ville lønomkostningerne udgøre omkring 4 mio. kr. De 400 medlemmer modtager, i år 2016, et medlemstilskud fra Københavns Kommune på i alt knap 130.000 kr. Det er KFUMs opfattelse, at de københavnske politikere burde udvise respekt over for et kæmpe frivilligt arbejde – et arbejde, der i høj grad er til megen stor gavn for børn fra belastede kvarterer. Man udviser ikke respekt ved at besværliggøre de frivilliges arbejde gennem bureaukratiske foranstaltninger og nedskæringer i et kommunalt tilskud, der i forvejen er beskedent. 

Den planlagte nedskæring i de kommunale tilskud er bureaukratisk og omkostningstung 

Hvis KFUMs Boldklub skal spare over 50.000 kr., går det selvsagt ud over de københavnske børn og unge. Og det er et yderligere problem, at nedskæringen er besværlig og dyr i administration. KFUM er jo heldigvis ikke den eneste frivillige forening i København, der udfører en vigtig funktion over for kommunens børn og unge. Der vil – hvis planerne gennemføres – skulle indsendes i hundredvis af bopælsopdelte medlemsregistreringer til embedsmændene i Københavns Kommune. Det bliver selvsagt meget belastende for de frivillige foreninger. Men det bliver også bureaukratisk og dyrt for Københavns Kommune. 

KFUMs Boldklub håber, at de planlagte nedskæringer tages af bordet 

KFUM håber, at både de planlægte nedskæringer og de planlagte bureaukratiske foranstaltninger tages af bordet. 

Peter Svendsen 

KFUMs Boldklub 

formand 

Luk