Referat af bestyrelsesmøde i KFUMs Boldklub
Referat af bestyrelsesmøde i KFUMs Boldklub.
Mandag den 12. december 2016 kl. 19.00
Deltagere: David Bresemann, Jørgen Rønning, Mette Amtoft Frandsen, Peter Svendsen, Sigrid Fonsdal og Thomas Sørensen.
Afbud: Bo de Fries, Magnus Pihl, Per Kjeldsholm, Stig Bertelsen og Stine Trampe Broch
Referent: Peter.
- Fodboldudvalget
Mette fremlægger på udvalgets vegne.
- Træner/leder hygge
Fodboldudvalget afholdt en samling for Boldklubbens trænere og ledere lørdag d. 19. november 2016. Programmet var fodboldspil på kunstbanen med efterfølgende spisning og foredrag ved Christian Nørkjær i Café Parken. Deltagerne hyggede med fodboldspil på banen – og flere kom til efterfølgende. Dejlig frokost ved Nykker & Co. og meget levende og godt fortalt foredrag ved Christian som fortalte om sine oplevelser som leder af det danske fodboldlandshold ved de olympiske lege i Brasilien i sommeren 2016. Der var mange spørgsmål fra deltagerne. Bestyrelsen takker Christian Nørkjær.
- Trænerkurser til C-licens
Fodboldudvalget vil holde det næste møde i januar 2017. På dette møde vil udvalget fastsætte terminer for kurser i KFUM til C-licens.
- Feedback til trænere i KFUM
DBUs Børne- og Ungdomskonsulent i KFUM, Morten Gents vil i den kommende tid se træninger i U12 Drenge og i U13 Piger. Morten vil løbende give trænerne feedback på den træning, trænerne præsterer. De valgte trænere har taget godt imod initiativet.
- Lions Cup 2017
Mette orienterer. KFUM vil igen i år 2017 deltage i Lions Cup i Kalundborg. Der er sendt tilmeldinger ud til KFUMs holdledere for en uge siden. Foreløbig er der 5 pigehold og 2 drengehold, der er blevet meldt til.
- Orientering fra kassereren
Peter orienterer om det forventede økonomiske resultat for året 2016. Bestyrelsen har budgetteret med et underskud for året på knap 14.000 kr. Det faktiske underskud forventes at blive omkring 40.000 kr. Budgetoverskridelsen skyldes dels, at de alternative indtægter fra sponsorer mv. er mindre end budgetteret, og dels, at Boldklubben skal tilbagebetale 30.000 kr. til Københavns Kommune, da medlemsudviklingen, blandt børn og unge, har skuffet i forhold til den budgetterede udvikling. På den positive side er, at de faktiske kontingentindtægter forventes at overstige de budgetterede kontingentindtægter med et stykke over 60.000 kr.
- Budget
Peter fremlægger et meget foreløbigt udkast.
- Foreløbigt budgetteret underskud for 2017
Udkastet viser et budgetunderskud i størrelsesordenen 80.000 kr. Underskuddet skyldes, i det alt væsentlige, at en af KFUM hovedsponsorer, Home ikke forventes at ønske at forlænge samarbejdet. Thomas vil følge op på dette spørgsmål, ved at spørge Søren Maix fra Boldklubbens sponsorudvalg vedrørende udvalgets aktiviteter. Mette foreslår, at ungdomsspillernes forældre i højere grad inddrages i sponsorudarbejdet. David foreslår, at repræsentanter fra Sponsorudvalget inviteres til møde med bestyrelsen.
- Kontingentstigninger
Bestyrelsen finder, at et underskud på omkring 80.000 kr. er uacceptabelt. Der skal findes besparelser og/eller peges på yderligere indtægter. Bestyrelsen overvejer at foreslå kontingentstigninger. I lyset af debatten på generalforsamlingen i marts 2016 skal kontingentet for Seniorfodbold friholdes for kontingentstigning.
- Rekruttering af de mindste børn i Børnefodbold
Bestyrelsen vil fortsat prioritere midler til rekruttering af de yngste fodboldspillere og deres forældre. I løbet af år 2017 skal der fokuseres yderligere på at inddrage de yngste spilleres forældre i arbejdet i KFUM.
- Meddelelser
- U16 Piger til Prag
Mette og to andre trænere og ledere er ved at planlægge en seksdages tur til Prag i Påsken 2017. Pigerne skal deltage i et fodboldstævne og bo på hotel med 3-4 mandssenge. Ud over det sportslige vil der også være lidt tid til turisme og shopping i Prag.
- Mulighed for mere liberale bøderegler fra DBU København
Sigrid fortæller, at DBU overvejer, om klubberne i fremtiden skal fritages for bøder for ikke at møde op til kampe, under forudsætning af, at klubberne melder afbud. Den mulige lempelse drejer sig om de hold, der spiller i stævneform under DBU København. Det vil sige, at det drejer sig om de yngste børn i Børnefodbold. Man vil gerne have, at klubberne melder hold til turneringerne, også selv om klubberne er i tvivl om, hvorvidt man har spillere nok til at stille hold til alle stævner.
- Eventuelt salg af fyrværkeri i Emdrup
Thomas har, på opfordring af en mulig samarbejdspartner, undersøgt mulighederne for at skaffe en alternativ indtægt til Boldklubben gennem salg af fyrværkeri på anlægget. Københavns kommune har ikke kunnet give Boldklubben lov til at sælge fyrværkeri på anlægget.
- Brugerbestyrelsen
- Mindre bemanding på anlægget
Thomas fortæller, at der er foretaget en omstrukturering, der bevirker væsentlige ændringer i arbejdsgangene for de kommunalt ansatte.
- Forstærket signal til trådløs Internetforbindelse
Thomas fortæller, at der er disponeret brugerbestyrelsesmidler til en forbedring af den trådløse Internetforbindelse på anlægget i Emdrup. Signalet er blevet forbedret efter ønske fra spejderne på anlægget.
- Ændrede adgangsforhold til anlægget i Emdrup
Thomas orienterer om de kommunale planer. Som hovedregel er anlægget altid til disposition. Men der låses af til indendørsfaciliteterne om natten – som nu – og der oprettes nye koder til indgangsdørene.
- Målsætninger
Punktet blev udskudt.
- Eventuelt
Intet
Næste bestyrelsesmøde.
Tirsdag den 7. februar 2017
Sager til opfølgning
Sag træningsoversigt |
Indledt |
Afsluttes |
Ansvarlig
|
Sommerlejr for Børnefodbold og Ungdomsfodbold 2017 |
August 2016 |
Februar 2017 |
Bestyrelsen |
Kurser til C – Licens |
December 2016 |
Februar 2017 |
Fodboldudvalget |
Sponsorudvalget |
December 2016 |
Februar 2017 |
Thomas |
Kontingentstigninger |
December 2016 |
Februar 2017 |
Peter |
KFUM dag |
Maj 2016 |
Maj 2017 |
Mette og Sigrid |