Referat af bestyrelsesmøde i KFUMs Boldklub.
Referat af bestyrelsesmøde i KFUMs Boldklub.
Torsdag den 27. oktober 2016 kl. 19.00
Deltagere: Bo de Fries, David Bresemann, Magnus Pihl, Mette Amtoft Frandsen, Peter Svendsen, Stig Bertelsen, Stine Trampe Broch og Thomas Sørensen.
Afbud: Jørgen Rønning, Per Kjeldsholm og Sigrid Fonsdal.
Referent: Peter.
Fodboldudvalget
Magnus orienterer om afdelingerne og fortæller om arbejdet i Fodboldudvalget
A. Børnefodbold
U10 Drenge og U11 Drenge er lagt sammen. Der har været en mindre tilgang af spillere. U12 Drenge har også oplevet tilgang af spillere. På pigesiden er der general tilgang af spillere. Nogle nye spillere er endnu ikke blevet meldt ind.
B. Ungdomsfodbold
U13, U14 og U15 Drenge træner sammen. Øvrige afdelinger træner opdelt i de enkelte afdelinger.
C. Seniorfodbold
Der er nogle stamspillere på førstesenior, der er holdt op. Der har været tilgang af nye spillere. I B truppen (2. senior og 3. senior) er der meget stort fremmøde til træning. Vores dameafdeling fungerer fortsat fint, og dameafdelingen har et godt samarbejde med vores U16 Piger.
Seniorafdelingen vil afholde en fælles sæsonafslutningsfest midt i november 2016.
Boldklubben vil muligvis stille med et U21 hold, bestående af spillere fra Seniorfodbold og fra U19 Drenge, i efteråret 2017. I løbet af foråret 2017 vil seniortrænerne afholde nogle fælles træningssamlinger for Seniorfodbold og U19 Drenge. Nogle af U19 spillerne vil blive tilbudt træning med A truppen, mens andre fra U19 Drenge vil blive tilbudt træning med B truppen.
D. Interesse for KFUM
Der er tre personer, der har vist interesse for at være træner eller leder i KFUM. Fodboldudvalget kontakter de interesserede.
E. Trænerkurser
Der har været afholdt et kursus på C-niveau i KFUM. Der var 14 KFUM trænere, der deltog i kurset. Dette var en fin opbakning, da der var seriøse afbud fra yderligere knap 10 interesserede trænere. Der skal løbende afholdes C-kurser i KFUM. Nogle trænere er i øvrigt ved at være modne til kurser på B-niveau.
F. Feedback til trænere
DBUs Børne- og Ungdomskonsulent i KFUM, Morten Gents vil tilbyde Feedback til nogle af KFUMs trænere i den kommende tid. Sigrid og Magnus vil finde de trænere, der vil få tilbuddet.
G. KFUM Fysik
KFUM har et tilbud om fysisk træning, der dels kan forbedre de fysiske færdigheder, der kan øge fodboldspilleres ydeevne, og dels, kan forebygge skader. Tilbuddet skal præsenteres for de ældste spillere i Ungdomsfodbold og spillere i Seniorfodbold.
H. Arrangement for KFUMs trænere og holdledere
Fodboldudvalget vil stå for et arrangement, lørdag den 19. november 2016. Arrangementet vil blive indledt med en fodboldturnering på kunstbanen. Herefter vil alle samles i Café Parken til spisning. Christian Nørkjær vil holde et foredrag om sine oplevelser som holdleder for det danske fodboldlandshold, der deltog i sommerens olympiske lege i Brasilien.
I. Jobbeskrivelser/trænerkontrakter
Stine efterlyste ovenstående.
J. Ros til Fodboldudvalget
Peter finder, at udvalgsarbejdet er meget velfungerende. Peter foreslår, at udvalgsarbejde bliver mere fremtrædende i KFUMs fremtidige organisation.
K. Ros til Morten Gents
Bo nævner, at Fodboldudvalget har stor gavn af samarbejdet med DBU konsulent, Morten Gents. Peter peger på, at det i fremtiden vil være fint, at også kommende udvalg får professionel støtte.
2. Lions Cup 2017
Mette fortæller, at der allerede har været en enkelt henvendelse fra en holdleder vedrørende næste års pinsestævne i Kalundborg. KFUM vil deltage i stævnet igen i år 2017.
3. Registrering af betalingskortoplysninger
Peter oplyser, at godt 12 procent af Boldklubbens medlemmer endnu mangler at registrere deres betalingskortoplysninger i det nye system. Peter vil udsende lister over de manglende registreringer, så der kan følges op.
4. Indmeldelse af spillere
Stine har fremstillet en flyer, der vejleder i, hvordan man melder sig ind i KFUM. Flyers ligger på afdelingskontoret. De skal deles ud til holdlederne, så de kan fordele flyers til de nye KFUM spillere.
5. Meddelelser
A. Seminarer vedrørende KFUMs fremtidige organisering
Peter meddeler, at der vil blive afholdt to bestyrelsesseminarer om organisation. Seminarerne vil blive ledet af DBU konsulent, Hans Vixø og vil blive afholdt mandag den 14. november 2016 og tirsdag den 17. januar 2017.
B. Møde vedrørende placering af kunstbane i København
Thomas meddeler, at Peter og Thomas, i lighed med repræsentanter fra Boldklubben Fix, Brønshøj Boldklub, Boldklubben Union, Bispebjerg Boldklub og Husum Boldklub, er blevet indkaldt til møde med embedsmænd fra Kultur- og Fritidsforvaltningen vedrørende placeringen af en kunstbane i Københavns Kommune. Mødets baggrund er, at Boldklubben Fix har opnået en bevilling til anlæg af en kunstbane på deres anlæg i Utterslev Mose. Fredningsinteresser og miljøinteresser har imidlertid umuliggjort placeringen i Mosen. Der skal derfor drøftes en alternativ placering af kunstbanen.
6. Orientering fra kassereren
Peter fortæller, at årets driftsresultat vil ende tæt på det budgetterede, og dermed tæt på balance mellem udgifter og indtægter. Mod slutningen af året kan opstå forbigående likviditetsmæssige problemer.
7. KFUM Centralforeningen
Thomas orienterer.
A. Ny forretningsfører i KFUM Centralforeningen
Vagn Christensen bliver afløst af Eva Sehested.
B. Centralforeningen besigtiger foreningens Sommerlejr, Jægersprislejren
Repræsentanter for Hovedbestyrelsen har været på det årlige syn på Jægersprislejren. Det var det sidste syn med Vagn Christensen som forretningsfører. Vagn benyttede besøget til at fortælle anekdoter fra et langt liv med KFUM arbejde.
C. Boldklubbens repræsentation i Husudvalget, Nøkkerosevej 25
Hovedbestyrelsen har ytret ønske om, at Boldklubben bliver repræsenteret i Centralforeningens Husudvalg. Bestyrelsen vælger Mette og Stine som repræsentanter i Husudvalget.
8. Samarbejdsaftale med FC Nordsjælland
På bestyrelsesmødet, onsdag den 31. august 2016 blev det besluttet, at Fodboldudvalget skal behandle det udkast, til en fornyet samarbejdsaftale, som FC Nordsjælland har fremsendt. Fodboldudvalget har ikke færdiggjort arbejdet, men vil gøre dette snarest.
9. Målsætninger
Peter gennemgår udviklingen. I løbet af efteråret er medlemstallet steget med 29 medlemmer. Der har været en stor medlemsmæssig fremgang i U6, U7 og U8 samt mindre fremgange i såvel Ungdomsfodbold som Seniorfodbold.
10. Eventuelt
A. Manglende lys på stien langs bane 1 over mod kunstbanen
Det kan skabe utryghed hos mindre børn, at der ikke er ordentligt lys på stien.
Thomas følger op over for de relevante personer i kommunen.
B. Boldklubbens sponsorudvalg
Bestyrelsen ønsker en status på sponsorudvalgets sammensætning og arbejdsfordeling. Bestyrelsen ønsker endvidere en opdatering vedrørende potentielle sponsorer for år 2017 og eventuelt frem. Thomas følger op.
C. Futsal for Seniorfodbold
Vi vil sandsynligvis stille med et hold for herrer og et hold for damer. Sidste år havde vi to herrehold. David følge op.
Næste bestyrelsesmøde.
Mandag den 12. december 2016
Sager til opfølgning
Sag træningsoversigt |
Indledt |
Afsluttes |
Ansvarlig
|
Sommerlejr for Børnefodbold og Ungdomsfodbold 2017 |
August 2016 |
Februar 2017 |
Bestyrelsen |
KFUM dag |
Maj 2016 |
Maj 2017 |
Mette og Sigrid |