Hilmar B. Hansen er død
”RIVA”, alias Hilmar B. Hansen er død. Blev blot 70 år!
Det var med sorg, jeg modtog en telefonisk besked om at vores allesammens RIVA (Hilmar B. Hansen) var afgået ved døden efter nogen tids sygdom og indlæggelse på hospital.
En af de rigtige KFUMere er altså ikke mere. Altid loyal, trofast og hyggelig at være sammen med – en man kunne regne med. Vi er mange der vil savne ham og huske ham blandt andet for hans venlige adfærd, noble optræden og den punktlige opfyldelse af de klubtjanser, han gennem årene havde påtaget sig – ikke mindst de seneste mange år som tirsdagsholdets protokolfører og hold-deler.
Efter sin aktive 1.-2.holdstid – RIVA opnåede som målmand at spille 5 kampe på klubbens førstehold – påtog han sig diverse lederhverv i klubben. Holdleder for adskillige hold, Kontrollør ved klubbens førsteholdskampe i de år, der blev taget entre – og ikke mindst som en fantastisk kontaktmand til DBUs Oldboyslandshold, der i anledning af vores 100 års jubilæum i 1999 gæstede os i Emdrupparken.
Vi vil huske Hilmar i mange år fremover – og vore tanker går til hans efterladte familiemedlemmer i denne svære tid, efter Hilmars alt for tidlige død.
Æret være hans minde.
Vagn Christensen