KFUM modtager stor arv til minde om Børge Hansen
KFUM modtager stor arv til minde om Børge Hansen
KFUM er blevet betænkt i testamentet efter Grete Cathrine Fengler og Carl Dines Fengler. Med testamentet ønsker ægteparret at mindes Gretes broder, Børge Hansen. Citat fra testamentet:
”Arven til KFUM er til minde om Gretes broder, Børge Hansen, der omkom i 1932 i en alder af kun 22 år og som havde stor interesse i at spille fodbold i KFUMs Boldklub i København”. Arven skal tilgå: ”Fodboldafdelingen under KFUMs Boldklub, København”
Bestyrelsen ønsker at følge op på ovenstående. For eksempel ved at opsætte en mindeplade i KFUM. Der er selvfølgelig ingen nuværende medlemmer, der har spillet bold med Børge Hansen for 90 år siden. Men hvis der er historisk materiale fra den tid, vil bestyrelsen meget gerne se det.
Det er kun godt en uge siden, at bestyrelsen modtog meddelelsen om arven. Vi ønsker at informere KFUMs medlemmer allerede nu, selvom bobestyreren langt fra er færdig med sit arbejde. Der er en række forhold, der skal ordnes, inden arven kan udbetales. Der er aktiver, der skal realiseres, Skifteretten skal inddrages og det samme skal Skat. Testamentet er meget klart og entydigt, men sagsbehandlingen forventes alligevel at tage omkring et år. Det vil sige, at vi kan forvente at modtage arven i november 2021.
KFUM har søgt Skat om fritagelse for boafgift af arven. Skat forventer, at vores ansøgning er færdigbehandlet medio januar 2021. Selv hvis vi ikke kan opnå fritagelse for boafgift, forventer vi, at modtage et beløb, efter boafgift, på over 1,5 mio. kr. Dette tal er forbundet med stor usikkerhed, men bestyrelsen har, som nævnt, valgt at informere KFUMs medlemmer hurtigt, på det grundlag, vi har nu. Efterhånden som sagsbehandlingen giver mere præcision, vil vi følge op med mere information.
Bestyrelsen vil indkalde til et medlemsmøde vedrørende arven. Lige nu ved vi for lidt til et medlemsmøde og der er også begrænsninger med hensyn til forsamlingsreglerne vedrørende corona. Vi forventer at kunne holde medlemsmøde i løbet af februar 2021. Hvis der stadig er forsamlingsbegrænsninger, må vi holde møder i mindre hold og/eller holde medlemsmøde visuelt (møde på computer). På en eller anden måde skal interesserede medlemmer have mulighed for at blive orienteret, stille spørgsmål og komme med forslag til arvens anvendelse. Som nævnt forventer vi, at arven udbetales til november 2021. Medlemsmødet skal afholdes i god tid inden da.
På medlemsmødet vil bestyrelsen komme med oplæg om følgende punkter:
- Arvens størrelse
- Principper for kapitalforvaltning
- Sammenhængen mellem den arvede kapital og Boldklubbens drift
- Arvens anvendelse
Bestyrelsen håber, at KFUMs medlemmer vil støtte op om Børge Hansens minde med gode forslag.
KFUMs Boldklub
Bestyrelsen