Menu

Referat af generalforsamling mandag den 21. marts 2022

image
Peter Svendsen
16. juli 2022 kl. 12:53

KFUMs Boldklub – Ordinær generalforsamling – Mandag den 21. marts 2022

Referat

a) Valg af dirigent.

Flemming Gutheil (herefter dirigenten) vælges til dirigent.

Dirigenten konstaterer, at generalforsamlingen er lovligt indvarslet og dermed beslutningsdygtig.

b) Aflæggelse af beretning for det forløbne år.

Peter Svendsen (herefter formanden) aflægger beretning på bestyrelsens vegne.

Beretningen er gengivet nedenfor i sin helhed.

Citat:

Beretning for KFUMs Boldklub

Afdøde medlemmer

Igen i år vil vi indlede generalforsamlingen med at mindes de medlemmer, der er døde siden den foregående generalforsamling. I år skal vi mindes Stig Olsen, Carl Erik Søeborg, Birger Kjær, André Rasmussen og Jesper Bjørn. 

Stig Olsen

Stig blev ramt af en blodprop i lungen og døde i en alder af kun 47 år. Stig blev født på Bornholm og kom til KFUM som gammelmandsspiller. Stig var en sand målsluger i KFUM og deltog meget aktivt som en populær del af KFUMs sociale liv.

Carl Erik Søeborg

Carl Erik havde sit barndomshjem på Nøkkerosevej. Carl Erik Søeborgs far var træner og leder i KFUM og Carl Erik blev meldt ind i KFUM som stor dreng og blev i klubben til sin død. For cirka 10 år siden afsluttede Carl Erik sin aktive fodboldtid på Tirsdagsholdet. Ledermæssigt gjorde Carl Erik sig bemærket som et meget aktivt bestyrelsesmedlem i klubbens støtteforening, KFUMs VENNER i en længere periode op gennem 00-erne og 10’erne.

Birger Kjær

Birger Kjær døde den 13. oktober 2021, 76 år gammel. Birger sluttede sin aktive fodboldtid på Tirsdagsholdet for et par år siden. Birger kom til klubben som seniormedlem i midten af 1970’erne, efter at have trådt sine ungdomsår i blandt andre B93 og Kastrup – men hos os, fandt han ”roen”.  Især huskes hans mange år på gammelmandsholdene på midtbanen sammen med Bent Kronkvist. På klubbens bedste seniorhold, førsteholdet blev det til i alt 66 kampe ifølge den officielle kampstatistik.

André Rasmussen

André døde lillejuleaften 2021. André kom sent til KFUM, men nåede små fire år på Tirsdagsholdet.

Jesper Bjørn

Tirsdag den 1. marts – på hans 69års fødselsdag - fik vi meddelelse om, at Jesper Bjørn var død. Selvom Jesper boede tættere på GVI, har Jesper været aktiv i KFUM siden sin tidlige ungdom. Jesper var en meget aktiv KFUMer, både hvad angår det sportslige og på det sociale område. Jesper opnåede 28 kampe på førstesenior. Han var også et stort aktiv som ungdomstræner og ikke mindst som leder på Jægersprislejren. Jesper forblev en trofast KFUMer til det sidste. Han var i mange år en trofast tilskuer til førsteholdskampe og var til det sidste aktivt medlem af KFUM. Jesper havde ikke spillet i årtier, men satte en ære i at bevare sit aktive medlemskab.     

Lad os rejse os op og sammen mindes vores afdøde kammerater med et øjebliks stilhed. Tak. Og så vil vi gå over til beretningen.

Indledning – Der er grund til optimisme

Bestyrelsen ser meget lyst på fremtiden. De seneste år har givet et godt grundlag for KFUMs fremtid. Bestyrelsen har nogle klare mål, som vi styrer efter. Vi ønsker at anlægget i Emdrup forbliver et rent KFUM-anlæg. Og det skal være sådan, at vi har nok medlemmer til at alle piger, drenge, seniorkvinder og seniormænd kan spille 11-mandsfodbold, hvis de aktuelt er gamle nok til 11-mandsfodbold, og nok medlemmer i de forskellige årgange til, at der kan dannes 11-mandshold, når børn og unge bliver gamle nok til 11-mandsfodbold. Det er også en målsætning at alle – uanset alder og køn – kan træne med spillere, der er på det enkelte medlems eget niveau. Målsætningerne indebærer, at KFUM skal nå op på 1.300 medlemmer.

Hvad angår det sportslige er målene, at vores bedste damehold skal spille i Dameserie Øst, det bedste herrehold skal spille i Danmarksserien og de bedste Ungdomshold i såvel pige- som drengefodbold skal spille i den københavnske Mesterrække.

KFUM har nu modtaget hele arven til minde om Børge Hansen

KFUM har modtaget den sidste udbetaling i forbindelse med arven til minde om Børge Hansen. Den endelige opgørelse viser en arv på knap 8,6 mio. kr. Bestyrelsen ønsker at disponere en del af de forventede afkast af arven. Vi vil disponere ca. 450.000 kr. årligt med henblik på at opfylde Boldklubbens målsætninger.

Medlemsmøde vedrørende arven

Bestyrelsen inviterede til medlemsmøde om arven i august 2021. Bestyrelsen præsenterede målsætningerne vedrørende medlemsudvikling og bad om forslag til forbedringer i KFUM.

Renovering af saunaen i kælderen

Principielt ønsker bestyrelsen, at vedligeholdelse af anlægget foretages af anlæggets ejer, det vil sige af Københavns Kommune. Men der var et stort ønske om at få saunaen renoveret på medlemsmødet, så bestyrelsen har sat arbejdet i gang. Vi er nu meget tæt på åbningen af den renoverede sauna. Vi er sikre på, at en masse fodboldspillere vil få gavn af saunaen.

Nye instrumenter i Styrkeslottet

Bestyrelsen har endvidere besluttet at imødekomme et medlemsønske om indkøb af nogle nye instrumenter til Styrkeslottet. Indkøbene skal koordineres med KFUMs Håndboldafdeling og indkøbene har trukket noget ud. Vi arbejder for en snarlig afklaring.

Tiltrækning og fastholdelse af medlemmer – Indgåelse af kontrakter   

Siden vi fik kendskab til den store arv, har vi indgået en række kontrakter med personer, der dermed kan bruge tid på at forbedre forholdene for vores nuværende medlemmer, tiltrække nye medlemmer til eksisterende grupper samt oprette nye medlemsgrupper. KFUM har blandt andre deltidsansat Søren Vesterbæk, der var formand med stor medlemsmæssig succes gennem en tiårig periode i Boldklubben Vestia.

Oprettelse af ny medlemsgruppe – Gruppe O (Opstart)

Der skal oprettes en medlemsgruppe for U3, U4 og U5 – Drenge og Piger. Søren Vesterbæk har erfaret, at andre klubber har etableret fodboldtilbud for de helt små piger og drenge. Det vil vi også tilbyde. Søren har fået en bevilling igennem i DIF/DGIs udviklingspulje. Målet er, at gruppen kommer i fuld funktion i løbet af år 2022. DIF/DGI har bevilget 60.000 kr. til etablering af den nye gruppe.

Fortsat stor satsning på gruppe 1

I gruppe 1, som består af piger og drenge i U6, U7 og U8, har vi for flere år siden etableret en struktur med en fodboldgruppeledelse og en fast trænerstab. Vi vil fastholde denne struktur, og vi vil supplere med mere hjælp fra børnenes forældre.

 Nye ressourcer til gruppe 2

Vi har netop deltidsansat en fodboldgruppeleder og træner for gruppe 2. Gruppe 2 er U9, U10 og U11. 

 Gruppeledere og trænere

I løbet af 2022 skal vi være i mål med forøgede ressourcer i grupperne O, 1 og 2. Grupperne skal styrkes med fodboldgruppeledere, trænere og øget inddragelse af forældre. Det vil sige, at vi vil sikre en høj kvalitet i tilbuddene til drenge og piger mellem 3 år og 11 år.

Førstesenior – Herrer

Der er i de seneste år tilført stadig flere ressourcer til vores førstehold på herresiden. Som tidligere en der en træner og en holdleder. Herudover er der nu tilknyttet tre assistenttrænere, mod tidligere en assistenttræner, og lejlighedsvis en målmandstrænere til såvel herresenior som damesenior. Senest har vi tilknyttet en fysioterapeut til herreholdet. Førsteholdets resultater er blevet væsentligt forbedret gennem de seneste år.

KFUMs to førstehold skal styrkes i de kommende år

Selvom KFUM har oprustet på herresiden, er der klubber, på KFUMs niveau, der bruger endnu flere ressourcer på deres bedste hold. KFUM skal kunne følge med. Problemet er, at bestyrelsen ikke kan afse flere ”gamle penge” til de bedste hold. Dette ville gå ud over ressourcer til andre afdelinger. Vi håber, at der kan skaffes flere sponsormidler, så arbejdet med førsteholdene kan styrkes yderligere.

Pensionistfodbold – Formiddagstræning

Søren Vesterbæk er, i samarbejde med DBU København, ved at etablere et motionstilbud for mandlige pensionister. Pensionisterne skal tilbydes formiddagstræning i KFUM. Vi tror, at der ligger et betydeligt medlemspotentiale i denne gruppe. Pensionisterne kan også tænkes at blive interesserede i at løse opgaver i KFUM. Ud over fodbold kunne de kommende medlemmer være interesserede i andre aktiviteter, som Petanque, badminton, billard, skumtennis, dart, kort spil mv. Vi vil gerne udnytte kælderen til flere tilbud. Nykker har luftet muligheden for at holde åbent i formiddagstimerne og i de tidlige eftermiddagstimer.  

Samarbejde med FCK

KFUM har indledt et samarbejde med FCK. Vi håber at samarbejdet vil højne den fodboldmæssige udvikling, som vi tilbyder i KFUM. Det vil være godt, hvis KFUM kan være med til at udvikle spillere på eliteniveau. Det vil være fint at få KFUMere i Superligaen og i Kvindeligaen.

Som det er nu, forlader en del ambitiøse spillere KFUM. Det er sådan set ok, men de skifter ofte til andre klubber, der heller ikke tilbyder elitefodbold. Det er også et problem, at spillerne skifter klub allerede i Børnefodbold. Det er det mønster, som vi skal have brudt. Vi skal have Ungdomshold for begge køn i alle årgange og alle vores hold i Ungdomshold skal spille i den københavnske Mesterrække – eller en lidt højere række.

FCK har ikke hold i Børnefodbold. Så hvis vores medlemmer i Børnefodbold skifter klub, så bliver det ikke til FCK. Vi skal samarbejde med FCK om, at vi får et tilstrækkeligt godt fodboldmiljø til, at spillerne bliver i KFUM i deres tid med Børnefodbold. Og vi skal sikre, at kun spillere med elitepotentiale skifter til en eliteklub. Vel at mærke skifter til en rigtig eliteklub og ikke til en klub på KFUMs eget niveau.

KFUMs placering – vi skal ikke være en eliteklub

I KFUM skal vi være bevidste om, at vi ikke skal være en eliteklub. Vi skal være en klub for alle. Men ”en klub for alle” indebære, at vi også skal være en klub for ambitiøse spillere og en klub for kommende spillere på eliteniveau. Vi vil gerne have tidligere KFUMere til at spille i de bedste rækker, og hvorfor ikke? – spillere på landsholdene. Boldklubben skjold kan, og vores egen håndboldklub kan – så hvorfor ikke?    

Københavns Kommune har bevilget kunstgræs til KFUM

I forbindelse med budgetforliget for 2021 blev politikerne enige om, at KFUM skal have en kunstgræsbane til 11-mandsfodbold med lys. KFUM skylder de politikere, vi har samarbejdet med en stor tak. Takken skal rettes til Sofie Siedenfaden og til Jonas Bjørn Jensen. Banen vil blive bygget i sommeren 2023. Vi vil helst have banen placeret på den nuværende bane 2 og kommunens foreløbige opmålinger tyder på, at dette godt kan lade sig gøre. Vi ønsker, at banen holder målene til fodbold i Danmarksserien, og det bør som nævnt kunne lade sig gøre på bane 2. Placeringen på bane 2 vil være gunstig i forhold til KFUMs naboer, der kan undgå gener fra lys og støj. Vi har holdt et indledende møde med repræsentanter fra kommunen og det er planen, at vi vil afholde et eller flere borgermøder med vores naboer. 

Banen bliver et kæmpe fremskridt for KFUM. Vi vil kunne opretholde et højt aktivitetsniveau året rundt. Vi vil få langt færre aflyste træninger og kampe. Vi vil kunne arrangere træningskampe året rundt på eget kunstgræs. Og samtidig kan vi bevare bane 1 som en opvisningsbane med naturligt græs.

Geninddragelse af tennisbaner til fodboldbane

For nogle årtier siden fik Tennisafdelingen tilladelse til at bygge 4 tennisbaner på bane 2. I forbindelse med opførslen af den nye tennishal fik Tennisafdelingen tilladelse til at bygge 2 tennisbaner på bane 4. Vi håber, at vi kan geninddrage de 2 yderste tennisbaner ud mod bane 2 til fodbold. Dette vil give optimale forhold til den kommende kunstbane.

Vinterfodbold på tennisbanerne

Vi er for tiden ved at samarbejde med KFUMs Tennisafdeling om mulighederne for opsætning af lys på nogle af tennisbanerne. Dette vil kunne forlænge tennissæsonen, og med udlægning af en speciel vinterbelægning kan banerne bruges til fodbold, for børn, om vinteren.

Udnyttelse af banekapacitet

Som det er nu, tager banefordelinger udgangspunkt i de enkelte holdlederes og træneres ønsker. I fremtiden vil det nok være en bedre model, at ledelsen foretager en overordnet fordeling af banetider fordelt på KFUMs syv grupper af aktive medlemmer. Herefter skal hver fodboldgruppeleder fordele tiderne til de forskellige afdelinger i den enkelte gruppeleders gruppe. På den måde kan fodboldlederen – gennem gruppelederne – sikre ensartede tilbud til KFUMs forskellige afdelinger og samtidig kan vi sikre, at alle tider blive udnyttet maksimalt. Vi skal altså – som hidtil – tage højde for de enkelte afdelingers ønsker, men vi skal også tage hensyn til den overordnede baneudnyttelse og til en ensartet høj kvalitet i form af træninger, kampe og træningskampe til de forskellige afdelinger.  

Aktivitetsudvalget

Ud over de traditionelle træninger og kampe skal KFUM være et godt tilbud socialt. Vi skal fortsat have DBUs fodboldskole, hvor der er plads til alle uanset niveau og hvor fodboldleg prioriteres højt. Vi skal også fortsat have tilbud om fodboldrejser, hvor hele årgange bliver inviteret til at deltage. Vi skal intensivere brugen af Jægersprislejren, når den bliver genopbygget. Flere skal tilbydes weekendture til ”Prisen” og vi skal have genoplivet den årlige sommerlejr.

Tak til vores støtteforeninger og sponsorer

Igen i år er der stor grund til at takke vores mange støtter af Boldklubbens arbejde. Tak til Vennerne, Sponsor 500 og tak til Supermål-støtter. Også tak til en masse tøjsponsorer i Børne- og Ungdomsfodbold, nogle hold i Seniorfodbold og tak til tøjsponsorer i Gammelmandsfodbold og tak til vores Sponsorudvalg og til vores bandesponsorer. Gennem de seneste år har en række børn og voksne stået for uddelingen af det fælles kirkemagasiner fra Trinitatis kirke og Københavns Domkirke (Vor Frue Kirke). Uddelingen har skaffet penge til KFUMs fælleskasse og til de afdelinger, der har stået for uddelingerne. Tak til vores frivillige uddelere og tak til kirkerne for samarbejdet.   

Fællesspisninger

Det kunne være et stort aktiv, hvis vi kunne indføre en månedlig fællesspisning for KFUMs trænere og ledere. For eksempel ved middagstid den første søndag i hver måned.

Administrationsudvalget

KFUMs administration er blevet væsentligt styrket gennem de seneste år. Vi har fået ansat mere administrativ hjælp. Dette har frigjort ledelsens muligheder for at udøve egentlig ledelse frem for blot at få hverdagen til at fungere. Vi har endvidere styrket systemet vedrørende kontingentopkrævning og vi har nu selv fået kompetencer til at udbetale officiel skattepligtig løn (denne opgave blev tidligere varetaget af Centralforeningen for Boldklubben). 

KFUMs organisation

Gennem de seneste 10 år har Boldklubben eksperimenteret med organisatoriske ændringer. Vi har ændret bestyrelsen fra 7 medlemmer til 11 medlemmer og igen fra de 11 bestyrelsesmedlemmer til de nuværende 5 bestyrelsesmedlemmer. Vi tror, at vi nu har en effektiv struktur. Vi har en formand og en næstformand til de overordnede spørgsmål og vi har 3 funktionsledere, der tager sig af henholdsvis administration, det rent fodboldfaglige og endelig en aktivitetsleder, der tager sig styringen af de sociale og øvrige aktiviteter, der skal styrke fællesskabet i KFUM.

Det er nødvendigt med fremgang – medlemsmæssigt og sportsligt

KFUM er i en presset situation. Vi har et stort potentiale, men vi er meget pressede. Københavns kommune ser meget på anlæggenes udnyttelse. Anlæg for anlæg, bane for bane og time for time. Hvis vi ikke booker samtlige timer i Emdrup, vil anlægget være åbent for bookninger fra andre klubber. Vi er også pressede, hvad angår alternative anvendelser af de nuværende fodboldarealer. Alternative anvendelser i form af andre idrætsgrene.

Bestyrelsen skal melde helt klart ud

Bestyrelsen skal blive bedre til helt klare udmeldinger. Vi skal have flere medlemmer og vi skal anvende alle træningstider fuldt ud. KFUMs nuværende medlemmer skal være helt klare over, at det er det, der er målsætningerne. Vi vil prioritere anvendelse af afkast fra vores store arv til nævnte formål; flere medlemmer.

KFUM skal være en klub for alle

Det skal være sådan, at forældre kan melde deres børn ind til et velfungerende fodboldtilbud. Dette skal gælde uanset børnenes køn og alder. Vi skal have gode tilbud til herresenior og til damesenior. Vi skal tilbyde fodbold på alle niveauer bortset fra det absolutte eliteniveau. Vi skal tilbyde alternative fodboldformer og vi skal tilbyde fodboldmotion og fællesskab til pensionister.

Grund til optimisme

Der er grund til optimisme. Vi har gode fysiske faciliteter og med endnu en kunstbane får vi endnu bedre faciliteter. Vi har modtaget en stor arv. Vi har en god organisation og en velfungerende administration. Og endelig har vi gode muligheder for endnu bedre tilbud hvad angår det sociale. Så der er grund til optimisme.

Afrunding

Det var årets beretning. Tak for opmærksomheden.

Citat slut

 

Generalforsamlingens kommentarer til beretningen.

Poul Damgaard

Poul nævner, at det vil være godt med en mindeturnering til minde om Børge Hansen.

Asbjørn Wulff Helge (fodboldlederen)

Fodboldlederen nævner, at KFUM har deltidsansat en gruppeleder for gruppe 2. Fodboldlederen peger på muligheden for, at denne leder kan stå i spidsen for at arrangere en mindeturnering.

Kasper Kaffka Hansen

Hansen henviser til, at bestyrelsen har udmeldt, at en del af afkastet af arven skal styrke KFUMs drift med 450.000 kr. årligt. Hansen vil gerne vide, hvad pengene skal bruges til.

Fodboldlederen

Fodboldlederen svarer, at der er brugt penge til deltidsansættelser.

Formanden

Formanden supplerer med at nævne, at en del trænere er gået fra omkostningsgodtgørelse til skattepligtig løn. Dette har øget omkostningerne til trænere.

Vagn Christensen

Vagn mener, at det er for indviklet at melde sig ind i KFUM. Vagn peger på muligheden for en traditionel indmeldelsesblanket af papir.

Formanden

Formanden svarer, at bestyrelsen ikke har planer om at forlade elektronisk indmelding. Indmeldelseskategorierne skal gøres mere umiddelbart forståelige. Dette bør lette den elektroniske indmelding.   

Vagn Christensen

Vagn udtaler, at det er et problem, at anlægget har for mange lukkedage for eksempel i forbindelse med juletiden.

Thomas Sørensen (næstformanden)

Næstformanden svarer, at kommunen har holdt lukkedage begrundet i Corona samt i ønsket om at forhindre hærværk i bygningerne. Næstformanden nævner muligheden for åbninger på enkeltdage, i perioder hvor anlægget ellers er lukket.

Vagn Christensen

Vagn efterlyser en opdatering af KFUMs hjemmeside.

Emil Lavard Munksgaard (administrationslederen)

Administrationslederen nævner, at hjemmesiden er under løbende opdatering. Kontaktpersoner i KFUM skal huske at sende opdaterede data til administrationen, så oplysningerne på hjemmesiden kan blive korrekte og aktuelle.

Vagn Christensen

Vagn mener, at det skaber forvirring, at der er mange forskellige Facebooksider i KFUMs navn.

Frederik Baarts

Frederik finder ikke KFUMs Facebook-struktur indviklet. Hvis man overordnet vil følge med, er der en generel KFUM-Facebookside samt en Facebookside vedrørende førsteholdet.

Vagn Christensen

Vagn gør opmærksom på Boldklubbens 125-års jubilæum i 2024.

Vagn Christensen

Vagn nævner, at det kan være vanskeligt at ”oversætte” de kælenavne mv. der, bruges om førsteholdsspillere på Facebook, til spillernes rigtige navne. Dette kan være et problem i forbindelse med KFUMs historieskrivning.

Frederik Baarts

Frederik nævner, at alle spilleres kampe registreres elektronisk i DBU’s system. Det er således ikke vanskeligt at spore KFUMs spilleres historie.

Formanden

Formanden nævner, at KFUM har indgået aftale med Kim Andreassen om at registrere spillernes førsteholdskampe for første herre og for første damer.

Vagn Christensen

Vagn er uenig i klubbens målsætning om at KFUMs herrer skal ligge i Danmarksserien. Målet bør være, at klubben ligger så højt som muligt.

Formanden

Formanden nævner, at en formulering om at ligge så højt som muligt ikke er udtryk for en målbar eller operationel målsætning. Alle klubber og alle hold ønsker at vinde så meget som muligt, men dette er ikke udtryk for målsætninger.

Fodboldlederen

Fodboldlederen supplerer med at fremhæve, at førsteholdets rækkemæssige indplacering skal passe til niveauet i KFUM ungdomsfodbold. Hvis KFUM får flere og stærkere ungdomshold, kan målsætningen vedrørende førsteholdet justeres.

Poul Damgaard

Poul nævner, at målsætningen for førsteholdet kan ændres, hvis/når der bliver basis for det.

Sebastian Mads Larsen

Sebastian nævner muligheden for, at førsteholdet rent faktisk kan rykke op og efterlyser en plan for, hvad KFUM vil gøre i forbindelse med en eventuel oprykning.

 

c) Behandling af revideret regnskab for det foregående regnskabsår.

Formanden gennemgår Boldklubbens årsrapport for år 2021

Peter fortæller, at revisor, Steen Bo Petersen har foretaget en blank revisionspåtegning uden forbehold. Regnskabet er revideret efter retningslinjer fra København Kommune. Resultatet for 2021 er positivt med 7.380.499 kr. Det positive resultat skyldes modtagelse af arv. Arven er placeret i aktier, obligationer og likviditet. Der er oplevet en negativ kursregulering på 130.725 kr. på grund af et faldende aktiemarked. Herefter gennemgår Peter budgettet for 2022. Der budgetteres med et underskud, før udbetaling af restarv, afkast, renter og kursreguleringer, på 497.374 kr.

Generalforsamlingens kommentarer til regnskabet og budgettet.

Poul Damgaard

Poul ønsker en uddybning af den meget store post ”øvrige indtægter”. Posten udgør 7.648.013 kr.

Formanden

Formanden svarer, at posten, i det alt væsentlige, dækker over modtagelse af arv.

Vagn Christensen

Vagn spørger til den negative regulering af Boldklubbens beholdning af værdipapirer. Vagn spørger på baggrund af, at 2021 generelt udviste stigende aktiekurser.

Formanden

Peter svarer, at Boldklubben først modtog en stor del af arven mod slutningen af året 2021. På dette tidspunkt var aktiemarkedet stærkt negativt.

 

d) Behandling af indkomne forslag.

Dirigenten

Dirigenten konstaterer, at der ikke er indkommet forslag til behandling.

 

e) Valg af bestyrelse.

Dirigenten nævner de tre bestyrelsesposter, næstformand, administrativ leder og fodboldleder, der skal besættes i henhold til Boldklubbens vedtægter. Dirigenten nævner, at bestyrelsen forslår valg af Thomas Sørensen som næstformand, Emil Lavard Munksgaard som administrativ leder og Asbjørn Wulff Helge som fodboldleder. Alle kandidater vælges uden modkandidater.

Bestyrelsens sammensætning efter generalforsamlingen 2022

Nr.

Bestyrelsespost

Person

Periode

1

Formand

Peter Svendsen

2021 – 2023

2

Næstformand

Thomas Sørensen

2022 – 2024

3

Administrativ leder

Emil Lavard Munksgaard

2022 – 2024

4

Fodboldleder

Asbjørn Wulff Helge

2022 – 2024

5

Aktivitetsleder

Abdinasir Ismail

2021 – 2023

 

 f) Eventuelt

Kommentarer vedrørende anlægget i Emdrup

Sebastian Mads Larsen

Sebastian nævner muligheden for at anvende arvede midler på forbedring af anlægget.

Formanden

Formanden henviser til KFUM Centralforeningens og Boldklubbens politik vedrørende vedligeholdelse og investeringer på anlægget. Politikken er, at det er kommunens forpligtelse at finansiere anlægget. Sådan er det på andre anlæg og det vil være en glidebane er begynde at bruge egne midler på drift eller anlæg i Emdrup.

Sebastian Mads Larsen

Sebastian ønsker, at der bruges midler på højttaleranlægget I Emdrup.  

Næstformanden

Thomas svarer, at der muligvis kan bruges brugerbestyrelsesmidler på højttalerne.

Vagn Christensen

Vagn nævner, at Vagn har stillet bestyrelsen forslag vedrørende opførsel af en tribune ved bane 1.

Næstformanden

Thomas svarer, at der ses på muligheden, men at det kan skæmme anlægget med for mange bygninger og det kan besværliggøre driften af anlægget, hvis der er mange bygninger på anlægget.

Vagn Christensen

Vagn ønsker, at der opsættes ure i omklædningsrummene.

Kommentarer vedrørende førstesenior – herrer

Kasper Kaffka Hansen

Hansen nævner muligheden for, at spillere og folk omkring førstesenior selv vil tjene penge med henblik på at forbedre økonomien til førstesenior.

Henrik Hulli Moutitzen

Hulli nævner, at penge fra salget af Supermålaktier kan støtte førstesenior.

Torben Makker Marcussen

Makker nævner, at nogle sponsorer muligvis vil være tilbageholdende med støtte, efter KFUM har modtaget en stor arv.

Kommentarer vedrørende Brugerbestyrelsen på anlægget i Emdrup

Næstformanden (Boldklubbens repræsentant i Brugerbestyrelsen)

Thomas nævner, at Brugerbestyrelsen har opstillet en liste på 30 punkter om forhold, afdelingerne i Emdrup ønsker forbedret. På den positive side nævner næstformanden, at kommunen har udbedret parkeringspladsen og har lagt fliser, så Boldklubbens Outdoor Kvinder kan træne om vinteren hvor græsbanerne er lukkede.

Kommentarer vedrørende anvendelse af arealerne i Emdrup

Næstformanden

Thomas nævner, at der er pres fra andre afdelinger og fra kommunen vedrørende inddragelse af græsarealer til andre formål. Tennisafdelingen ønsker padel tennis og Håndboldafdelingen ønsker Beach håndbold på arealerne.  

 

Afrunding

Dirigenten – Formanden takker Flemming Gutheil

Tak for at du tog dig tid til at lede generalforsamlingen igen i år. Tak for indsatsen til Flemming

Dirigenten lukker generalforsamlingen

Flemming Gutheil lukker generalforsamlingen.

___

 

Dato              /                    2022                                    Dato             /                     2022

 

_____________________________                             ______________________________

Peter Svendsen, referent                                             Flemming Gutheil, dirigent

Luk